Lørdag d. 17. oktober 2009 kl. 12:12 | Af Thomas Brodersen
IKSU sad på alt mod tjekkiske Tigers (Photo: Morten Frivert)
Tjekkiske Tigers kunne intet stille op mod superpigerne fra IKSU. Svenskerne rullede tjekkerne over på kryds og tværs og måltavlen sluttede på 11-2. IKSU ligner et godt bud på EFC-guldet.
De sorte trøjer var over hver eneste centimeter af Arena Nord lørdag formiddag, og de sad på en flok motiverede IKSU-spillere, der dominerede kampen fra A til Z.
Tigers, der til daglig huserer i Prag, tilbragte det meste af kampen i en tæt 5-kvinders boks, som holdet kun sporadisk var i stand til at bryde ud af. Det skete med succes to gange, og derudover havde tjekkerne vel en håndfuld kontrachancer.
Når IKSU tabte bolden i Tigers' zone, blev der lagt et grundigt højt pres, der resulterede i hurtig tilbageerobring.
Måltavlen sluttede på 11-2 i IKSU-favør, og det var ikke et mål for lidt. De forsvarende EFC-mestre har lagt gevaldigt op til et titelforsvar, og der skal seriøs schweizisk eller finsk dynamit til for at forpurre det scenarium.
Tigers spiller om tredjepladsen søndag formiddag.