Rødovre holdt skindet på næsen
Fredag d. 16. oktober 2009 kl. 23:18 | Af Niels Fredskild og Thomas Brodersen

Claus Nissen scorede Rødovres enlige mål (Photo: Morten Frivert)

Det gik som forventet for de rødblusede københavnerne, der kæmpede bravt mod overmagten. Det lykkedes at holde finske SSV nede på syv kasser.

Rødovre havde faktisk chancen for at spille sig i semifinalen mod SSV. Det krævede en utopisk sejr på mere end ti mål. Og de cifre var der mange der havde spået, at finnerne ville vinde kampen med.

Rødovre stod imidlertid godt i mod. Imponerende den smalle trup og to hårde kampe onsdag og torsdag taget i betragtning. SSV bragte sig hurtigt foran, men Rødovres Claus Nissen udlignede overraskende i det 14. minut med sit femte mål i turneringen. Assisten blev leveret af Rødovre-keeper Claes Olsen, der fandt Nissen med et langt udkast.

Finnerne kom på 2-1 inden pausen, mens Rødovre i anden periode holdt dem nede på to scoringer.

I sidste periode måtte Rødovre inkassere tre mål, og unge Kenneth Thomasen gjorde det ikke lettere for sine holdkammerater, da han mod kampens slutning trak to udvisninger inden for små seks minutter. SSV udnyttede det sidste overtal til at sætte kampens sidste mål til slutresultatet 7-1.

Kampen var set over tres minutter ikke specielt spændende. Rødovre arbejdede stenhårdt defensivt, men var låst i et finsk jerngreb offensivt. Og finnerne gad ikke bruge for mange kræfter og sparede blandt andet førstekæden.

Rødovre møder nu Vítkovice fra Tjekkiet i kampen om 5. pladsen, der spilles lørdag kl. 19.00.