Rødovre jagter semi
Wednesday, 14. October 2009 kl. 16:43 | Af Mikkel Andresen
Når de danske mestre fra Rødovre går på banen kl 17 er det med deltagelse i semifinalerne i Eurofloorballcup 2009 i tankerne. For at det skal lykkes kræves ubetinget en sejr.

Det er ellers skræmmende modstand der venter de rødblusede danskere når de senere i turneringen skal duellere mod de finske verdensstjerner fra SSV. Men mod det tyske hold Weissenfels er der en chance for point der skal følges til dørs. Udover tyskerne og SSV fra Finland skal Cel Tik/Lekrings forsøge at sætte en stopper for de Europæiske drømme.

Rødovre har en langt smallere trup end de andre deltagere, blandt andet uden den floorballpensionerede Tobias Nielsen og svenskeren Mattias Mattson. Til gengæld råder de over en klassekeeper i form af Mike Trolle, der tidligere har vist sine evner i vigtige internationale kampe. Kampen spilles i Arena Nord A og kan derfor følges direkte via livestreamingen.