Kvalifikationen om de sidste pladser skudt i gang
Torsdag d. 27. august 2009 kl. 00:46 | Af Tobias Öhrman
Kampen om de sidste tre pladser til EuroFloorball Cup 2009 startede onsdag i Lettiske Valmiera på herre- og damesiden. Damernes top 4-kvalifikation starter fredag i Schweiz.

I sidste uge sikrede UHC Sparkasse Weissenfels og Målløs Hurricanes IBK sig plads i Frederikshavn via kvalifikationen i vest, hvis pendant i øst indledtes onsdag i Letland. Ligeligt fordelt i to puljer på herre- og damesiden kæmper ti hold om de sidste pladser i hovedturneringen, hvor vinderne af de to puljer sikrer sig direkte adgang.

Hos herrerne indledte estiske Jõgeva SK Tähe og russiske Nizhegorodets med sejre over henholdsvis SZPK-NOKIA fra Ungarn og SK 1. FBC Trencin fra Slovakiet, mens georgiske SC Locomotive Kutaisi stod over.
Hos damerne blev det til polsk sejr, da Olimpia Osowa Gdansk besejrede ungarske Phoenix Fireball SE, mens Jäneda SHN fra Estland vandt over slovakiske Dragons Ruzinov Bratislava. Hos damerne stod favoritterne fra de lettiske værter, Rubene, over. De træder ind i kvalifikationen, der kører indtil søndag, torsdag.

På fredag starter damernes kvalifikation i top 4, hvor finske PSS Porvoo, tjekkiske TJ JM Chodov og værterne fra schweiziske Winterthur, Red Ants Rychenberg, kæmper om én plads i Frederikshavn. Denne kvalifikation afsluttes ligeledes søndag, hvor den samlede vinder kvalificerer sig til gruppe B, hvor blandt andet de tidligere mestre fra UHC Dietlikon venter.