Tapanilan Erä videre efter drama
Søndag d. 23. august 2009 kl. 15:46 | Af Tobias Öhrman
Det blev akkurat så spændende, som man kunne håbe på, da finske Tapanilan Erä og schweizerne fra Tigers Langnau spillede uafgjort i den afgørende kamp.

Ved kvalifikationsspillet i Biglen, Schweiz, blev dagens gruppefinale blandt top 4-holdene et sandt drama, hvor holdene skiftedes til at tage i teten. Slutteligt satte schweizerne to scoringer ind til slutresultatet 7-7, men finnerne kvalificerer sig til hovedturneringen i Frederikshavn på en bedre målscore.

Tigers Langnau var ellers foran 3-2, inden fire finske scoringer i anden periode gav Tapanilan Erä en 6-3-føring inden den afgørende periode. Her var det så schweizernes tur til at komme tilbage, da de foran 445 tilskuere fik reduceret til 5-6 med 11 minutter før tid. Da finnerne kort efter kom foran med to, var Markus Gerbers to sene scoringer ikke nok for Tigers Langnau, da finnerne havde en bedre målscore med sig fra Tatran-opgøret.

Tapanilan Erä er nu klar til Frederikshavn, hvor de nok en gang står over for et schweizisk og et tjekkisk hold. Her venter SV Wiler-Ersigen og 1. SC WOOW Vítkovice, mens den sidste modstander senere findes i kvalifikationsspil.